mange andre Digtere.

Paa Grund af hans Poesis improvisatoriske Karakter gik Liv og Poesi hos ham ikke sammen; hans Poesi formaaede ikke at udbrede tilsvarende Lys og Varme over hans Liv, og Ordene « emollit mores nec sinit esse feros » gælde kun i ringe Grad om ham. Hans Poesi forholder sig til hans Liv ligesom hans eget Apollohoved til hans Satyrfødder. Desværre kjende vi og

det er hans egen Skyld som vi kjende altfor lidt til Shakespeares, og det vilde være fordelagtigt for ham, om han kunde bytte sin med Smaaligheder overlæssede Livshistorie bort for Shakespeares, som for os ikke er stort Andet end et hvidt Blad. Eiede vi ikke Andet fra ham end hans Værker, selv uden hans Indledninger og Anmærkninger, saa vilde Efterverdenen udentvivl udmale sig et lysere og større Billede af hans Liv og Karakter end det virkelige og sande. Han er en Kæmpe, saalænge han svæver i Poesiens Æther; men han bliver modsat Antæus en Dverg, saasnart han berører Jorden. Jo opmærksommere man har fulgt Udviklingen af denne, trods hans unægtelige gode Sider, vankelmodige, forfængelige, bittre, smaalige, umandige, egoistiske, i mange Henseender uoprigtige og mistroiske Karakter, med desto fuldere Overbevisning vil man underskrive Walter Scotts Udtalelse: C'est du génie mal logé. Og Walter Scott hører til Byrons oprigtige Venner og har stedse uforbeholdent og med Glæde anerkjendt de ædlere Elementer i hans Karakter. Goethe, ligeledes en velvilig Dommer, siger, at Byrons Maade at leve og digte paa næppe tillader en retfærdig og billig Bedømmelse. Dette Udsagn maa dog formildes noget, idet man ikke maa

altfor meget til hans Liv, lige

'Lockhart Memoirs 332. Sml. 312, 536, 579.

1

overse, i hvor usædvanlig høi en Grad Byrons Karakterudvikling lige fra hans Ungdom af er bleven betinget ved en Samvirken af de elendigste Samfunds- og Familieforhold, og hvorledes han ubestridelig blev et Offer herfor. Hans Hovedfeil ligger til Slutning kun deri, at han ikke har kæmpet sig frem til at kunne beseire sine medfødte og erhvervede Feil; han var for svag for de fordærvelige Livsvilkaar, hvori Skæbnen havde sat ham. Det kan ikke nægtes, at Billedet af hans Ungdom i mange Henseender gjør et renere og glædeligere Indtryk end det fra hans senere Aar. Rigtignok eie vi for første Halvdel af hans Liv næppe nogen anden Kilde end den overbærende Moore, og det er et Spørgsmaal, om Bedømmelsen af hans Ungdomskarakter ikke vilde komme til at lyde anderledes, hvis vi her havde et ligesaa mangesidigt Materiale til vor Raadighed som ved hans Manddomsaar; selv endnu holdes der jo overhovedet meget Materiale tilbage, som vilde være af væsenlig Betydning for Udførelsen af hans Livs- og Karakterbillede. Men hvorledes det nu end forholder sig hermed, saa har i ethvert Tilfælde det ulykkelige Ægteskab og den skændige Beskyldning, man udslyngede mod ham ved Skilsmissen, havt en blivende skadelig Indflydelse paa hans Liv og Karakter, og denne Faktor tør ikke længer holdes ude af Betragtning ved Bedømmelsen af ham. Den Forbittrelse og Trods, som derved blev fremkaldt i ham, afgiver blandt Andet en ikke uvæsenlig Forklaringsgrund for de Udsvævelser, han som en Fortvivlet hengav sig til i Venedig. Havde han selv der, hvor han vidste sig mest dadelfri og ren, ikke høstet anden Løn end den uværdigste Bagvaskelse og Ostracisme, hvorledes kunde han da nogensinde eller nogensteds mere finde sig opfordret til sædelig Stræben, til moralsk Opmandelse og Selvfor

ædling? Maatte han ikke fra hint Øieblik af med den dybeste Foragt se ned paa den offenlige Mening og dens Dom? Maatte det ikke blive ham fuldstændig ligegyldigt, om han fortjente den eller ei? Lady Byron bærer selv for en stor Del Skylden for den Dadel, som man ikke kan undgaa at fælde over den sidste Del af hans Liv og hans nihilistiske Livsanskuelse.

Du génie mal logé! Men Geni er det, Geni af første Rang, og vi vende os nu ikke uden en vis Lettelse fra Betragtningen af hans Karakter til en Betragtning af hans Geni og hans Poesi.

XI.

Byrons Stilling i Literaturen.

Den engelske Literatur har i Poesiens fire Hovedarter frembragt fire uopnaaede Genier: Shakespeare i den dramatiske, Milton i den reflekterende, forsaavidt denne kan anses for en særegen Art, Scott i den episke og Byron i den lyriske Lyriken opfattet i videste Forstand, som subjektiv Poesi. At Scott ikke har skrevet sine Hovedværker i bunden Stil, er kun noget Udvortes og kaster intet Lod i Vægtskaalen. Blandt disse Fire er Byron den, som staar i det løseste Sammenhæng med den forudgangne literærhistoriske Udvikling. Shakespeare danner Toppunktet for den gradevis opblomstrede nationale Dramatik; Milton

ratur

er i religiøs og politisk Henseende det klassiske Udtryk for Puritanismen, og Scott har bragt den episk anlagte skotske Folkeeiendommelighed til Modenhed. Hos Byron se vi os forgæves om efter et passende Grundlag for hans Poesi; i sin Fremkomst, sin Bane, sin Glands og sin Undergang ligner han idetmindste i Forhold til den engelske Litefuldstændig et Meteor. Han har langt snarere fundet Hovednæringen for sin Poesi og sit egenlige Tyngdepunkt udenfor England og er derved gaaet glip af den moderlige Jordbund, hvori Hjertet og Poesien trives bedst og sikkrest finde Fred. Halvveis har han løsrevet sig fra Fædrelandet, og halvveis har det forstødt ham, og det var i Sandhed mindre hans Skyld end hans Skæbne, at ogsaa han maatte erfare, hvorledes Landflygtigheden gnaver paa Tilværelsens Rod. Hans poetiske Tanker og Længsler dreiede sig hverken om hans Fædrelands landlige Skjønhed eller om hans Folks historiske Storværker. Det var hverken Skotlands taagede Høilande og Søer eller Englands grønne Overdrev, hverken Borgerkrigen mellem Roserne eller de engelske Sømænds Eventyr, der opfyldte hans Sind, men det græske Arkipel og Genfersøen i deres evige Skjønhed og Farvepragt og Venedigs politiske Anomalier, som dog ikke havde hindret Staden i at svinge sig op til en verdensbeherskende Stormagt. Byron er Verdensborgeren blandt de engelske Digtere; han har overskredet Fædrelandets Grændser, og Goethe hilste ham som Verdensliteraturens Herold. Hans Poesi har derfor udøvet en væsenlig større Indflydelse paa Fastlandsliteraturen end paa selve den engelske. Selv var han ikke uden Bevidsthed om denne sin mere kontinentale Stilling; idetmindste antydes dette ved den Ide hos ham, at han vilde skrive et stort Digt i det italienske Sprog, saasnart han var bleven dette Lord Byron.

26

fuldkommen mægtig. Dertil, mener han, vilde rigtignok medgaa ni Aar endnu; men da vilde han se, hvad han virkelig formaaede; det skulde blive hans bedste Værk. Selv om dette ogsaa kun har været en flygtig Tanke hos ham, saa er den dog betegnende for hans Forhold til England paa den ene Side og til Fastlandet paa den anden.

Man kan ikke sige, at Byron med Kjærlighed havde fordybet sig i den engelske Literatur eller taget sit Udgangspunkt fra den. Ogsaa med Hensyn til Bøger og Forfattere havde han sine Luner. Shakespeare og Milton skal han, efter hvad Hunt forsikkrer, slet ikke have eiet, fordi man havde anklaget ham for at laane af dem, og han ikke vilde bidrage til at nære denne Tro. Med Milton, hvem han i Don Juan (III, 91) omtaler med alt Andet end stor Respekt, vovede han i sine Mysterier, i hvilke han begav sig ind paa den bibelske Poesis Omraade, at kæmpe om Palmen. Hvad Shakespeare angaar, saa var han den Eneste, som han ikke kunde Andet end se op til som sin Overmand; alle Andre saa han ned paa eller ansaa dem høiest for sine Ligemænd. Shakespeares Storhed trykkede ham. Goethe har som bekjendt med ædel Frimodighed gjentagne Gange udtalt, hvor Meget han havde Shakespeare at takke for, og hvorledes denne stod over ham. En saadan Tilstaaelse var Byron ikke istand til at gjøre; han følte kun Uvillie og Misundelse og gav sine Følelser mod Shakespeare Luft i en ligesaa uretfærdig som bitter Dadel. Selv naar han roser ham, som f. Ex. i Don Juan XIV, 75, hvor han kalder ham «Hans britiske Guddommelighed», klinger der dog en hemmelig Ergrelse, Spot og Misundelse ind med. Han erklærer ham vel for den overordenligste Forfatter, men for det sletteste Forbillede; han tvivler om, hvorvidt han virkelig har været saa stort

3