Imágenes de página
PDF
ePub

Stolthed viser tilbage paa i Digtet «On leaving Newstead Abbeyo. Maaske har dette Sagn faaet sin Oprindelse fra et gammelt Træbillede i Newstead, paa hvilket man ser en Saracener mellem en kristen Ridder og en vesterlandsk Pige. Men afset fra, at Newstead først kom i Familiens Besiddelse under Henrik VIII, skrev dette Billede sig sikkert fra en senere Tid og havde snarere en bibelsk Betydning; maaskee vedrørte det Susannes Historie.

Senere mistede Familien sine Eiendomme og uddøde med Undtagelse af en uægte Søn, John Byron, som 1559 blev slaaet til Ridder af Elisabeth og fortsatte Slægten. Hans Efterkommere hørte til de mest trofaste og lidenskabelige Tilhængere af Stuarterne, og d. 24 Oktober 1643 udnævnte Karl I en anden Sir John Byron (den ældste af syv Brødre) til Peer som Baron af Rochdale i Greyskabet Lancashire. Som Kommandant for Tower og Overbefalingsmand for en Del af de kongelige Tropper lagde denne første Baron sig selvfølgelig ud med Parliamentet. Han var anden Gang gift med en Datter af Lord Kilmorey, Peter Warburtons Enke. Pepys fortæller i sin Dagbog om hende, at hun skal have været Kongens (Karl IIs) syttende Frille i Udlandet, og at hun ikke vilde forlade ham, før hun havde aftvunget ham en Anvisning paa Sølvtøi til en Værdi af 4000 Pund; Udbetalingen blev imidlertid trukket i Langdrag, og hun døde heldigvis, før hun havde faaet Noget. Da Sir John ikke efterlod sig Sønner, gik Peerskabet i Arv til hans Broder Richard (1605—1679), om hvem en Gravskrift i Familiebegravelsen i Hucknall Torkard beretter, at han ligesom sine Brødre paa Grund af sin Troskab mod Kongen mistede al sin Eiendom, men at det dog lykkedes ham at

tilbagekjøbe en Del af sit gamle Arvegods. 1 Richards ældste Søn William, den tredie Lord, var gift med Viscount Chaworths Datter Elisabeth. Efter hendes Død (1683) giftede han sig anden Gang, døde d. 13 November 1695

og blev ligeledes bisat i Hucknall Torkard. Han var en god Ven af den ubetydelige Digter Thomas Shipman, der flere Gange har besunget ham og hans Slægt, ja i Shipmans «Carolina or Loyal Poems (1683) findes endogsaa et Digt af ham selv, og det fremgaar ligeledes af andre Omstændigheder, at han var Versemager. I det nævnte Digt hedder det:

My whole ambition only does extend
To gain the name of Shipman's faithfull friend. ?

Hans Vers ere alt Andet end Byronske. Shipman bliver nuomstunder kun omtalt, fordi han var en god Ven af

' Gravskriften lyder fuldstændig: „Beneath in a vault is interred the body of Richard Lord Byron who with the rest of his family, being seven Brothers, faithfully served King Charles I in the civil war who suffered much for their loyalty and lost all their present fortunes; yet it pleased God so to bless the honest endeavours of the said Richard Lord Byron that he repurchased part of their ancient inheritance which he left to his posterity with a laudable Memory for his great piety and charity; he departed this life upon the 4th day of October An. Dom. 1679 in the 74. year of his age. In the same vault is interred the Lady Elizabeth his first wife, daughter of Geo. Bussell (Russell?) Esq. by whom he had 10 children, and the Lady Elizabeth his 2d wife, daughter to Sir George Booth, Knight and Baronet, who appointed this Monument to be erected to the Memory of her dear Husband and for her great piety and goodness acquired a name better than that of sons and daughters."

? Se Artiklen: Another Poetic Lord Byron (af Thomas Watts) i Athenæum 27de Marts 1858 p. 401.

Lord Byron, og Lord Byron selv kun paa Grund af sin store Efterkommer.

Det er Sønnen af denne poetiske Byron, Wiliam, den femte Lord, der opnaaede en saa sørgelig Berømmelse ved en Tvekamp med sin Nabo og Slægtning Mr. Chaworth. Han var udsvævende, trættekjær og hevngjerrig og kom d. 29 Januar 1765 ved et Aftensmaaltid i Star and Garter Hotel i Pall Mall op at skændes med Mr. Chaworth om hvem af dem der havde mest Vildt i sin Park eller, efter en anden Beretning, om hvorledes dette bedst skulde nedsaltes. Hidsigheden overvældede ham saaledes, at han besluttede, at Striden skulde udkæmpes paa Stedet. Han trængte Chaworth ind i et andet Værelse, laasede Døren af, og her foregik da ved en eneste Kjertes Lys og uden Sekundanter eller Vidner den saakaldte Duel, i hvilken Chaworth, skjøndt sin Modstander overlegen i at føre Kaarden, blev dødelig saaret. Som Følge af den Døendes Udtalelser kunde Ligsynsjuryen ikkun afgive Dom lydende paa forsætligt Mord, saa at Lord Byron blev sat i Tower og en Proces imod ham begyndt i Westminster Hall. Opsigten var uhyre, Peerernes Adgangskort falbødes offenlig for 6 Guineer, og efter to Dages Forhandlinger blev den Anklagede enstemmig erklæret for skyldig i Drab. 1

1

Efter Moores: Letters and Journals of Lord Byron (in 1 vol. 1866) p. 3, Note 2 skal der være givet en authentisk Beretning om Processen i „Byroniana“. Men denne „Byroniana“, hvis trykkefærdige Manuskript Moore har benyttet, er slet ikke udkommen. Efter en Meddelelse fra den nuværende Mr. Murray modsatte man sig Udgivelsen rimeligvis af lignende Grunde som de, der førte til Memoirernes Undertrykkelse. Dette er saa meget mere at beklage, som Skriftet efter Moores gjentagne Citater maa have indeholdt vigtige Aktstykker.

Han gjorde imidlertid sine Privilegier som Peer gjældende og blev løsladt ustraffet. Men for den indre Straf beskyttede intet Privilegium ham. Han trak sig øieblikkelig fuldstændig tilbage fra Verden, eller rettere: Verden trak sig tilbage fra ham. Naar hans Forretninger nødte ham til at gaa til London, gjorde han det under Nayn af Mr. Waters. Allevegne hed han «den gale Lord Byron» eller «den ugudelige Lord Byron». Hans Naboer hadede ham, hans Undergivne afskyede ham, hans Hustru forlod ham. Mængden, der stedse er tilboielig til eventyrlige Overdrivelser, fortalte de utroligste Ting om ham.

Saaledes skal han engang for en ringe Forseelses Skyld paa en Kjøretur have skudt sin Kudsk, kastet Liget ind i Vognen til sin Hustru og selv have sat sig paa Bukken og kjørt videre. En anden Gang skal han have kastet sin Hustru i Vandet, og en Gartner, som befandt sig i Nærheden, skal kun med yderste Anstrengelse have reddet hende fra at drukne. Af Had til en Søn og Arving, som havde giftet sig mod hans Villie, lod han ikke blot Newstead forfalde, men huggede Skov om efter en saadan Maalestok, at Godset ved hans Død næsten var ganske bart. Ligeledes solgte han ulovlig Eiendommen Rochdale. Forøvrigt overlevede han Sønnen, der døde samme Aar, som Digteren blev født. Sin eneste Tidsfordriv fandt han paa Søen foran Slottet; paa dens Bredder byggede han de smagløse Miniaturcitadeller, som staa endnu, og for at forskjønne den lod han paa Hjul hidskaffe et Skib fra Havet. Hans eneste Kammerater vare efter Digterens Fortælling de Faare

1

W. Irving, Newstead Abbey (The Crayon Miscellany, Philadelphia 1835, II, 180.)

kyllinger, som han med egne hænder pleiede at fodre, og som han fik gjort saa tamme, at de krøb omkring paa ham. Bleve de ham for besværlige, slog han dem med Straa. Ved hans Død skal de have forladt Huset i Mængde. Saaledes lægger Sagnet sig forsonende ogsaa om hans ved egen Skyld forspildte Tilværelse.

Denne femte Lords Broder var den bekjendte Admiral John Byron (1723—1786), som i Sotjenesten fandt en Beskæftigelse, der ret egnede sig til at bringe Familiens gode Egenskaber for Lyset, hvorfor han nød almindelig Agtelse paa Flaaden. Hans Mod og Udholdenhed i alle Farer og Eventyr forskaffede ham Æresnavnet «Hardy Byron», medens Matroserne paa Grund af hans stadige, til Ordsprog blevne Uheld overfor Storm og Uveir gave ham Tilnavnet «Foul-weather Jack». Han gjorde aldrig en Reise uden voldsomme Storme, og hans Sønnesøn sagde derfor efter sin Skilsmisse, at Bedstefaderens Skæbne var hos ham vendt om, thi han maatte stedse udholde Storme paa Landjorden, medens Havet mente det godt med ham.' Som syttenaarig Yngling tjente han som Midshipman paa Commodore Ansons Eskadre mod de spanske Kolonier i Det stille Hav. Hele Flaaden led efterhaanden Skibbrud, og hans eget Skib, «the Wager», strandede den 15 Mai 1740 paa Vestkysten af Amerika. Mandskabet reddede sig paa en ode Ø, som de gave Navnet Mount Misery, og hvorfra de efter nogle Maaneders Forløb begyndte det Vovestykke at prøve paa at seile hjem gjennem Magelhaensstrædet i Sluppen og Storbaaden. Sluppen gik under, men Byron naaede med Storbaaden lykkelig til de portugisiske Kolonier i Brasilien, hvorfra han 1746

[blocks in formation]
« AnteriorContinuar »