en Bestræbelse for at bringe det til Taushed, som rørte sig i hans Indre. Hans Beslutning at forlade Italien og at gaa til Grækenland, at deltage i Befrielseskampen og gribe handlende ind i Politiken, modnedes endelig til Daad, og hans korte Ophold i Genua har ingen anden Betydning for hans Liv, end at det dannede Slutstenen paa hans Ophold i Italien og Udgangspunktet for hans sidste Tog til Grækenland.

IX.

Grækenland.

1823-1824.

Hvor smertelig en saadan Sandhed end er, saa tør det dog ikke skjules, at Byrons Deltagelse i Grækenlands Befrielseskrig hovedsagelig ikke fremgik af Begeistring, af ophøiet Frihedstrang eller af en dybt rodfæstet Medfølelse med det græske Folks Lidelser, endsige da af Opoffrelseslyst, men langt snarere af personlige og paa ingen Maade ideelle Bevæggrunde 1. Han havde ingen Ro paa sig og var sig selv til Byrde. Sin literære Løbebane ansaa han for endt og udtømt, og han var (ligesom Walter Scott) af den Mening, at man kunde og skulde gjøre noget Bedre for Menneskeheden end at lave Vers, hvad vel til Syvende

'Sml. Lady Blessington 137-.

og Sidst slet ikke havde været hans Kald. Han var i Forfængelighed bekymret for, at hans Berømmelse var i stærk Dalen, og efter at hans Plan, gjennem Dagspressen atter at stille den paa Toppunktet af dens Popularitet, paa en sørgelig Maade var slaaet feil, vilde han gjøre noget Nyt for at drage Alles Blik til sig og sætte Verden i Forbauselse. Det gjaldt om at skynde sig; thi han var overbevist om, at han ikke vilde leve længe; hans Haar blev allerede graat, og han følte sig gammel. Han var bleven kjed og led af Italien paa Grund af Carbonarismens jammerlige Udfald og hans Konflikter med Regeringerne. Han længtes efter uordnede Tilstande, hvor han ikke blev indsnevret af Love og Politi. Maaske var han ogsaa bleven mæt af sit Forhold til Grevinde Guiccioli, som jo allerede havde varet meget længere end nogen af hans tidligere Forbindelser. Lidenskaben var i al denne Tid dunstet bort, og den støtte, rolige Tilbøielighed var ingensinde Byrons Sag. Dertil kom endvidere hvad ingenlunde skal benægtes Erindringen om hans Vandringer i Grækenland, Erindringen om de Aar, i hvilke han havde nydt den mest uforstyrrede Lykke og været mest enig med sig selv og Verden. Fra Grækenland viftede et Pust fra hans Ungdom ham imøde, som tiltrak ham endnu stærkere end Klassicismens og Poesiens Luftning, og han havde ikke været nogen Digter, hvis de farvefriske Billeder af den der tilbragte Tid og Landets evige Skjønhed ikke undertiden havde bevæget hans Hjerte dybt. Grækenland var hans Skæbne i Liv og Død, og han selv kunde ikke værge sig mod denne Følelse. Under saadanne Omstændigheder kunde han saa meget mindre modstaa de Opfordringer, den græske Komite i London rettede til ham, som disse i høi Grad smigrede hans Forfængelighed. Beslutningen kom

overhovedet ikke helt og holdent fra ham selv, men blev i høi Grad befordret ved ydre Omstændigheder; han var, som han selv engang yttrer, ingenlunde berømt for sin Besluttethed. Den græske Komite, der havde dannet sig i England, og hvis virksomste Medlemmer vare Douglas Kinnaird (Byrons Ven) og en Lieutenant Blaquiere1, behøvede et glimrende Navn, som den kunde stille i Spidsen, og hvis Anseelse kunde tilføre den de nødvendige betydelige Pengemidler. Hvad var da naturligere, end at den rettede sin Opmærksomhed paa Byron, hvis Navn allerede var knyttet til Grækenlands, saa meget mere som den eventyrlystne Trelawney havde gjort Forespørgsler hos Komiteen og talt om Byrons Sympathi med dens Bestræbelser. Da Blaquiere derfor i Begyndelsen af 1823 reiste til de joniske Øer, overbragte han personlig Byron Efterretningen om hans enstemmige Optagelse i Komiteen og vidste at vinde ham ved behændig Smiger. Byron havde ingensomhelst bestemt Plan angaaende Maaden, paa hvilken han skulde vise sin virksomme Deltagelse, men hengav sig til fantastiske og temmelig egoistiske Projekter. Ligesom han tidligere ofte havde dvælet ved Tanken om at erhverve sig en Guldprovinds i Peru, Chile eller Mexiko, saaledes faldt han nu paa den Ide at kjøbe sig en af de græske Øer enten af Tyrkerne eller af Grækerne og der at oprette sig et Slags Østerlandsk Sultanat eller Paschaskab i fuld Overensstemmelse med sine egne Tilbøjeligheder. Han havde derved det af Lady Esther Stanhope i Syrien givne Exempel for Øie, og Projektets Udførbarhed syntes ham saa meget mere

'Edward Blaquiere har bl. A. skrevet: The Greek Revolution: its Origin and Progress, og Narrative of a Second Visit to Greece, including Facts connected with the Last Days of Lord Byron &c. London 1825. Dette sidste Værk er dog uden Betydning.

utvivlsom, som Markedet efter hans egen Mening var overfyldt med slige Øer1. Endnu i Mai vidste Byron ikke, om han skulde gaa til England eller til Grækenland, og var kun for saa vidt enig med sig selv, som han vilde gaa et eller andet Sted hen. Det Værste var, at Londonnerkomiteen lige saa lidt havde en fast Plan. Endelig blev der aftalt, at Byron i Zante skulde træffe sammen med Blaquiere, som imidlertid var gaaet til Morea, og der blive enig med ham om, hvilke videre Skridt der skulde foretages. Byron solgte nu sin Kutter til Grev Blessington for 300 Pund og leiede den engelske Brig Herkules paa 120 Tons, med hvilken Trelawney som Sømand var høilig misfornøiet. Den var ham altfor klodset og langsom, medens efter hans Mening en let og hurtigseilende Klipper vilde have været det mest passende Fartøi i Archipelets snevre Farvande og til Kamp mod de talrige Pirater. Han synes saaledes navnlig at have tænkt paa Deltagelse i Søkrigen.

Saaledes rykkede Afreisens Dag for Døren. Byron, som nu engang var tilbøielig til Overtro, kunde ikke undertrykke sine bange Anelser og yttrede flere Gange tvivlende, om man vilde se hinanden oftere; til andre Tider haabede han at komme igjen om nogle Maaneder. Da han tog Afsked med Grev og Grevinde Blessington, blev han saa bevæget, at han, medens han sad i Sofaen, fældede hæftige Taarer. Dem Alle gav han smaa Erindringer til Afsked. Om Morgenen den 15. Juli 1823 gik han endelig under Seil med Herkules; nogle amerikanske Skibe, som laa i Havnen, lode den bugsere ud ved deres Baade. var mærkværdigt nok en Fredag, paa hvilken Dag han

Det

'Trelawney: Recollections 202.

ellers af Overtro aldrig foretog sig Noget. Foruden Byron bestod Selskabet af Grev Pietro Gamba, Trelawney, som af Byron var opfordret til at deltage, Dr. Bruno, en nybagt italiensk Læge, som Byron havde taget i Tjeneste for en Løn af 100 Pund1, Briggens Fører, Kaptain Scott, en ægte engelsk Søbjørn, otte Tjenere, fem Heste og det fornødne, ikke altfor talrige Skibsmandskab. To Enpundinger havde Byron ladet bringe fra Bolivar ombord paa Herkules; desuden førte han Haandvaaben og Skydeforraad saavel som et uhyre Kvantum Medicin, der havde været tilstrækkeligt til 1000 Mand i et helt Aar, og endelig 10000 spanske Dalere i Mønt og over 40000 i Vexler med sig2. Byron blev paa Dækket for sig selv uden at bryde sig om de Andre. Henimod Midnat blev Søen urolig, og de slet anbragte Heste truede med at komme til Skade, saa at man paa Trelawneys Raad styrede tilbage paa Rheden. Trods Uveiret blev Byron ogsaa Natten over paa sin Plads paa Dækket og lo ad den sørgelige Rolle, de italienske Matroser spillede. Paa denne Maade var Herkules fem Dage underveis til Livorno, hvor man tøvede i to Dage for at fuldende Skibsudrustningen. Byron gik kun engang

'Som han senere tilstod, levede Dr. Bruno i de første 14 Dage i bestandig Angst, da man havde bildt ham ind, at Byron for den mindste Forseelse vilde lade ham sønderrive af sine Hunde, som han ene og alene holdt til saadanne Øiemed, eller lade sin Tatar spalte hans Hjerneskal. Den foregivne Tatar var den trofaste venetianske Gondolier Tita. Pietro Gamba: A Short Narrative of Lord Byron's Last Journey to Greece (London 1825), p. 285.

2 Til sig selv, Pietro Gamba og Trelawney havde Byron ladet forfærdige tre forgyldte Hjælme af antik Form med sit Vaabenmotto „Crede Byron" paa et af de barnagtigste og forfængeligste Træk i hans Liv. Gamba og Trelawney, siger Hunt I, 120, takkede for Eren.