Oberst Leigh lige til sin Død. Det vedblivende venskabelige Forhold mellem Svigerinderne forklarede Lady Byron for Mrs. Stowe deraf, at Mrs. Leigh oprigtig havde angret og var bleven en virkelig god Kone. Trods denne Anger og Forbedring skal Lady Byron imidlertid efter andre Beretninger atter i Aaret 1830 være kommen paa en fjendtlig Fod med Mrs. Leigh. Fra hvilken Side vi saaledes end betragte Lady Byrons og hendes amerikanske Venindes Fortælling, træder der os uforklarlige Modsigelser og Urimeligheder imøde. Kun et ukritisk og ulogisk Hoved kan i Kraft af et saadant Grundlag stille sig paa hendes Side.

Ulige vigtigere end Mrs. Stowes Forsvarsskrift er et i Quarterly Review (Jan. 1870) offenliggjort Brev fra Lady Byron. Det er dateret fra Mivarts Hotel d. 20. Febr. 1816, hvor Lady Byron opholdt sig tilligemed sin Fader i Anledning af Skilsmissen, og stilet til en Mrs. Villiers, som havde forespurgt sig skriftlig angaaende det Rygte, som var i Omløb, at Broder og Søster levede i et skyldigt Forhold til hinanden. Lady Byron beklager paa det Dybeste denne Snak, forsikkrer, at ingen af de forskjellige Rygter vare blevne anerkjendte eller bestyrkede af hende eller hendes Familie, og bekræfter tillige sin Heiagtelse og Kjærlighed for sin Svigerinde. En Oplysning om de sande Grunde til Skilsmissen vilde under de forhaandenværende Omstændigheder være yderst upassende for hende, og i Overensstemmelse med de (juridiske) Raad, hun havde faaet, maatte hun afholde sig fra enhver Forklaring. Dette Brev, der fuldstændig ser ud, som om det var dikteret hende af en af Sagførerne, beviser altsaa uigjendrivelig, hvad vi søgte at godtgjøre, at den mod Byron og hans Søster reiste Anklage allerede umiddelbart efter Skilsmissen

var bekjendt i videre Kredse.

Rigtignok faa vi endnu ikke

at vide, hvem der har fremført den. Men mellem Linierne i Brevet kan man tydelig læse, hvad det var for en Meddelelse, Lady Byron gjorde Dr. Lushington; efter al Sandsynlighed afskød hun hemmelig selv Pilen og benægtede det samtidig offenlig. Saaledes viser det sig atter her, at Sagen ikke kan eller vil komme til endelig Afslutning, før den fulde Sandhed fra Familiepapirerne er bragt for Dagens Lys.

VII.

Schweiz og Venedig.

1816 1819.

Maaske paa Trods mod det Samfund, som havde forstødt ham, og mod de finansielle Vanskeligheder, under hvis Tryk han saa længe havde sukket, optraadte Byron paa sin Reise med en vis Glands. Han omgav sig med et talrigt Tjenerskab; foruden Fletcher og Pagen Rushton tog han en Schweizer ved Navn Berger og en ung italiensk Læge, Dr. Polidori, i sin Tjeneste1. Han havde indrettet sig næsten sybaritisk paa Reisen; han havde ladet sig bygge en stor Reisevogn ligesom den, Napoleon havde be

Efter Dallas III, 82 havde han ogsaa opfordret dennes Søn til at ledsage sig; Sagen gik imidlertid overstyr.

tjent sig af, og som var bleven erobret ved Genappe; den indeholdt baade Seng, Bibliothek og Køkkenskab og var saaledes baade skikket til at sove, læse og spise i. Ikke desto mindre var den dog for lille for hans Oppakning og Følge, og han kjøbte sig derfor i Brüssel en Kalesche til, hvorved han kom i en ubehagelig Strid med Sælgeren. Hvor han fik Penge fra til alle disse Udgifter, da han dog kort iforveien havde været vis-à-vis de rien, er ikke godt at begribe. Efter al Sandsynlighed var det af hans Hustrus Indtægter eller maaske endog af Svigerforældrenes. Hos Medwin (51-) fortæller Byron vel, at han ikke blot har tilbagebetalt sin Hustru de 10,000 Pund, men lagt en lignende Sum til af sin egen Formue; men dersom dette er Tilfældet, saa kan det umulig være sket før i Aaret 1818, da Newstead blev solgt til Oberst Wildman. Efter Moore havde Byron rigtignok fattet og flere Gange udtalt den Beslutning ikke at røre den mindste Smule af sin Hustrus Formue; men han havde ikke holdt det. Miss Martineau siger endelig, at hans Hustrus Formue skaffede ham Midler til at kunne fortsætte sit Levnet i Udlandet; han havde udgivet enhver Skilling af den, som han efter Loven kunde raade over, og ikke ladet hende beholde en eneste Skilling, som han paa lovlig Maade kunde frarive hende. Vi ere meget bange for, at denne sidste Beretning kommer Sandheden temmelig nær. Ogsaa her bevægede Byron sig i de mest paafaldende Modsigelser. Skjøndt selv i Nød og i stadig Kamp med Exekutorer, se vi ham dog bestandig understøtte Andre ædelmodig; han tilbageviser Honorarer, som han har tjent paa den mest ærefulde Maade af Verden, og samtidig tager han ikke i Betænkning at bortødsle en Del af sin Hustrus Midler, skjøndt hun har skilt sig fra ham. Rigtignok har efter

engelsk Lov og Ret Manden ubetinget Raadighed over Hustruens Midler; men netop som Sagerne stode, burde al sand Stolthed og virkelig Eresfølelse have ført ham til at indskrænke sig til sine egne Hjælpekilder. En ordenlig Opgjørelse af dette Mellemværende mellem ham og hans Hustru kom forøvrigt senere, efter at hans Svigermoder var død, istand ved betroede Personer fra begge Sider, idet Lady Byron besad eller ialtfald senere erhvervede sig Formue, som som hendes Ægtefælle ingen Fordring kunde gjøre paa.

*

Ligesom Scott og Southey besaa Byron først Valpladsen ved Waterloo og samlede her, ligesom disse, Vaaben, som han sendte Murray til Opbevaring og senere forærede ham. Geografisk betragtet ser Waterloo efter hans Mening ud, som om den var bestemt til Skueplads for en eller anden Stordaad. «Jeg har set Valpladserne ved Platææ, Troja, Mantinea, Leuktra, Chæronea og Marathon», vedbliver han, og Egnen om St. Jean og Hougoumont synes kun at mangle en bedre Sag og hin uforklarlige Helgenglorie, hvormed forløbne Aarhundreder omgive et berømt Sted, for at kunne maale sig i Interesse med dem allesammen, maaske med Undtagelse af Marathon.» Stanzerne om Slaget i tredie Sang af Childe Harold skrev han i Brüssel. I Umiddelbarhed, Kraft og Ild overgaa de langt Southeys, ja endog Scotts Skildring af Slaget, og endnu den Dag idag ere de Gjenstand for almindelig Beundring. Scott selv tvivler paa, at de i Kraft og Følelse overtræffes af nogensomhelst engelsk Digtning. Byron reiste derpaa langs Rhinen ind i Hjertet af Europas Naturskjønhed og fandt underveis endog sine Forventninger overtrufne. Over Basel, Bern, Murten og Lausanne gik han til Genf, hvor han tog Ophold i Pensionen Sécheron

udenfor Byen ved Søens vestlige Bred. Her stiftede han Bekjendtskab med Shelley, som netop for fjorten Dage siden tilligemed sin 18aarige Hustru og en jevnaldrende kvindelig Slægtning af denne havde taget Ophold i det samme Hus 1. Shelley havde vel tidligere sendt Byron sin «Queen Mab»; Brevet, som fulgte med, var imidlertid gaaet tabt, saa at begge Digtere endnu ikke vare komne i Berøring med hinanden. Til Gjengæld tiltrak nu deres i mange Henseender beslægtede Aander hinanden saa stærkt, at der snart opstod et fortroligt Forhold imellem dem, som bl. A. særlig bestyrkedes ved deres fælles Lyst til Seilads. De anskaffede sig strax en Baad den første Kjølbaad paa Genfersøen og seilede hver Aften med Damerne. ledes deres Stemning var, og hvorledes den uforglemmelige Scene sænkede sig i Byrons Sjæl, kan ikke udtales skjønnere end med Byrons egne Ord i Childe Harold III, 85-. 2 Da Shelleys leiede et lille Landsted (Belle Rive) paa Søens østlige Bred, seilede Byron hver Aften over til dem fra Sécheron, og naar han ved Nattetid vendte tilbage, pleiede han at give sine Følelser Luft i Sang. Fjorten Dage senere forlod Byron Hotel Sécheron og leiede Villa Diodati, ligeledes paa Østkysten af Søen, kun ti Minuters Gang fra hans Venners Landsted 3. Deres Om

Hvor

'Denne Slægtning af Mrs. Shelley trængte sig efter Grevinde Guiccioli II, 592 ind paa Byron, som ikke vilde vide Noget af hende. Grevinden er imidlertid her som i saa meget Andet kun halvt underrettet; hun ved ikke, at denne Slægtning '(Miss Jane Clermont) blev Moder til Byrons naturlige Datter Allegra. Poet. W. 803. Athenæum 22. Mai 1869 p. 702.

2 Sml. „Sonnet to Lake Leman.“

3 Villaen ligger nu i Forstaden Cologny; den blev bygget af den lærde Genfer-Theolog Jean Diodati (1576-1649), som her modtog Besøg af Milton.