vittighedrørelser, som Tummelen ikke helt kunde overdøve. Intet af Byrons senere Værker har derfor vundet saa udelt Bifald som Childe Harold og de græske Fortællinger, fordi ingen andre saaledes var i Overensstemmelse * med Samfundets Karakter. Forsaavidt stod han paa denne Tid paa Høidepunktet af sin Berømmelse og lod allerede enhver Medbeiler langt bag sig. Allerede i Aaret 1814 disputerede de Londonske Debattereselskaber om, hvem der var den største Digter, Scott eller Byron. Ikke mindre smigrende for Byron end denne Strid var en Sammenstilling af ham og Moore i «Java Government Gazette». Han fik Bladet, just som han skulde kjøre i Selskab tilligemed Moore, og det glædede ham overordenlig, at man paa en saa ærefuld Maade beskæftigede sig med ham hos Antipoderne. Som et tredie Bevis paa hans Berømthed maa vi anføre, at der samme Aar udkom en ham tilegnet Efterligning af hans tyrkiske Fortællinger, nemlig «Safie>> af John Hamilton Reynolds.

VI.

Ægteskabet.

1815-1816.

Før vi ledsage Byron til Alteret, er det nødvendigt, at vi tydeliggjøre os hans Sjælstilstand og danne os et kort Overblik over hans tidligere Forhold til Kvinderne. Et Indblik i hans Sjæl faa vi navnlig ved Hjælp af den Dagbog, han holdt fra d. 14 Nov. 1813 til d. 10 April

1814, og som han d. 14 Juni samme Aar forærede Moore. Ganske vist kan denne Dagbog ligesaa lidt som andre Dagbøger tjene til fuldt Bevis for Noget, da den er et Speil for de flygtigste og hinanden mest modsatte Indtryk og Stemninger. Byron erkjender det selv. Denne Dagbog», siger han, er en Trøst. Naar jeg er træt, hvilket jeg i Reglen er, saa kommer den frem, og Alt bliver nedskrevet. Men jeg kan ikke læse det igjennem, og Gud véd, hvor mange Modsigelser den indeholder. Var jeg oprigtig mod mig selv, (men jeg frygter, man lyver mere overfor sig selv end i nogetsomhelst andet Tilfælde), saa maatte enhver Side modsige, ja aldeles forsværge den foregaaende.» Og ikke desto mindre findes der Udtalelser og Stemninger, som komme igjen lige fra den første til den sidste Side og slynge sig igjennem hele Bogen, ikke som en rød, men som en graa Traad. Grundtexten er det Hamlet'ske:

Hvor led og tom og hul og ussel tykkes

Mig hele denne Verdens Færd. Bort med den!

O fy! den er som en uluget Have,

Der gaar i Frø, af stygt og yppigt Ukrudt

Helt overgroet.

Overalt møde vi Udtryk for Ligegyldighed og Sløvhed, Tomhed og Overmæthed, Væmmelse og Foragt for Menneskene væsenlig fremkaldt ved det fordærvede fornemme Liv. Intetsteds høre vi en frisk og munter Tone, intetsteds blinker der et ungdommeligt Haab frem. Dagbogen begynder strax med de Ord: «Naar man er 25 Aar, naar den bedste Del af Livet er forbi (!), skulde man dog være Noget; og hvad er jeg? Ikke Andet end 25 Aar og nogle Maaneder. Hvad har jeg set? Den samme Mand hele Verden igjennem

ja og ligeledes den samme Kvinde. >>

Slutningen lyder: <Jeg vil ikke længer holde Dagbog over Gaarsdagens Fakkellys, og for at forhindre mig selv fra oftere ligesom en Hund at kaste mine Erindringer op, river jeg de øvrige Blade af denne Bog ud og skriver med Ipecacuanha, at Bourbon'erne atter ere indsatte! «Hæng Filosofien!» Visselig, jeg har allerede længe foragtet mig selv og Menneskene, men jeg har dog aldrig spyttet min Slægt i Ansigtet. << O Nar! Jeg tror, jeg bliver gal! » » Man ser nok, at dette er en meget usædvanlig og unaturlig Tone for en Femogtyveaarig. Den eneste Udsigt, som hjælper ham ud over denne Elendighed, er Haabet om en <drømmefri Søvn». «Jeg ser ikke», skriver han, «nogen stor Forfærdelighed i en drømmefri Søvn, og jeg kan ikke forestille mig nogensomhelst Tilværelse, som ikke i Længden vilde blive kjedsommelig. Tiden maa afgjøre det, og Evigheden bliver hverken mindre behagelig eller mere skrækkelig, fordi man ikke har ventet den. Imidlertid er jeg taknemmelig for noget Godt og temmelig taalmodig overfor det sikkre Onde grâce à Dieu et mon bon Tempérament! »> Han gaar endog saa vidt, at han erklærer sig for altfor doven til at skyde sig, hvilket desuden vilde bedrøve hans Søster. Og dette er Stemningen hos en Yngling, som kunde glæde sig ved en i mange Henseender udmærket Livsstilling og et anerkjendt Digternavn. Vi kunne kun sige, at han ikke havde opfattet Poesien som en Livsopgave og forsmaaede at give sit Liv et andet Indhold f. Ex. som Statsmand eller Godseier, kort sagt at han fandt Livet tomt og betydningsløst. De forskjellige Aarsager, som lige fra hans Fødsel af tilsammen havde bidrage ttil at bringe ham til dette sørgelige Resultat, ere i Løbet af vor Fortælling

tilstrækkelig fremhævede; kun én maa endnu nærmere belyses, nemlig hans Forhold til Kvinderne.

Til Byrons naturlige Arvelod hørte unægtelig ogsaa en levende Sandselighed. « Mit Blod», siger han engang, << er aldeles tropisk». I den ubetimelige Tilfredsstillelse af denne blev han hverken holdt i Tømme af sig selv eller Andre. Hvis vi kunne tro et (først efter hans Død offenliggjort) Digt fra 1807, havde han allerede paa denne Tid en Søn 1; Versene gjøre ialtfald Indtryk af Sandhed, men naar undtages en Hentydning i Don Juan (XVI, 61), tales der intetsteds videre om Sagen. Om den Elskerinde, der i hans Studentertid ledsagede ham i Pagedragt, er allerede talt. I Newstead skal han, efter hvad hans Modstandere paastaa, og hvad han selv lader sig forlyde med i Childe Harold, have holdt et formeligt Harem; men Sandheden synes at være, at dette Harem kun bestod af en eneste Odalisk, en af Ternerne. Under Pilgrimsfarten oversteg hans Elskovseventyr sikkert heller ikke det sædvanlige Maal. Efter Hjemkomsten derimod, da Reisen med dens dels sande, dels fabelagtige Eventyr og Digterberømmelsen gjorde ham dobbelt tiltrækkende, blev «Dear Childe Harold» ligefrem bestormet af Kvinderne. En Moder tilbød ham skriftlig sin Datter for 100 Pund; Datteren sendte imidlertid selv en skriftlig Indsigelse, og Byron afgjorde Sagen med en Pengeunderstøttelse. En anden Dame overbragte ham, forklædt som Page, sit eget Elskovsbrev, en tredie gav han et afslaaende Svar, osv. Bekjendt er Anekdoten om, hvorledes han kort efter sit Giftermaal i sin Hustrus Værelse traf tre

To my Son. Poet. W. 537.

gifte Damer, til hvem han alle havde staaet i det fortroligste Forhold. Der findes», som han siger til Medwin, faa Josef'er i Verden, men mange Potifarshustruer». I Virkeligheden var han egenlig selv den Forførte og kunde senere med god Samvitttghed og ikke uden Stolthed udtale, at han, skjøndt han ingenlunde var nogen Josef, aldrig havde forført en Kvinde. Han var, som han en anden Gang yttrer, hele sit Liv igjennem en Martyr for Kvinderne. Disse have i Virkeligheden ikke den mindste Ret til at beklage sig over Byron; han har skildret dem, som de have vist sig for ham, og de have lige fra hans Vugge af vist sig for ham fra den ufordelagtigste, for ikke at sige fra den laveste Side. At han for sit Vedkommende har pint dem efter al Evne, skal dermed ikke være nægtet.

Mest Omtale har Byrons Forhold til Lady Caroline Lamb fundet, og da det greb dybt ind i hans Livsforhold og tillige afgiver et levende Billede paa Datidens Samfundstilstand, maa vi gaa nærmere ind paa det. Lady Lamb (1785-1828) var eneste Datter af den tredie Grev Besborough og Lady Henrietta Francisca Spencer, en Datter af den første Grev Spencer. Hun var vild, taalte ingen Tvang, var rask i sine Beslutninger, ædelmodig, fuld af levende Fantasi og havde et godt Hjerte»,

altsaa var hun i enhver Henseende beslægtet med den tre Aar yngre Byron. Af Figur var hun slank og i sin Ungdom fuldkommen velbygget; hendes Ansigt var dog ikke egenlig smukt, men overordenlig udtryksfuldt og livligt; hendes Øine vare straalende og mørke, hendes Ansigtsfarve og Haar derimod blonde og hendes Stemme blød og