kun, at den før omtalte Giraud ledsagede ham dertil. Efter at han paa Malta atter havde havt et Anfald af Feber, gik han den 3. Juni ombord paa den nys nævnte Fregat, som ankrede paa Thames i Begyndelsen af Juli, saa at hans Pilgrimsfart altsaa havde varet to Aar og nogle Dage. Da han var ankommen til London, fandt han det imidlertid umuligt at komme saa hurtig derfra igjen, som han havde tænkt sig. Hvad der foruden hans Forretninger fængslede ham her, vil blive fortalt i det Følgende. Den 23de skrev han til sin Moder, at han meget mod sin Villie saa sig opholdt i London og lovede hende at komme saa snart som muligt. Faa Dage senere fik han pludselig Efterretning om, at hun var bleven livsfarlig syg; han skyndte sig alt hvad han kunde, med fire Heste for Vognen til Newstead, men modtog allerede underveis Budskabet om hendes Død. Den overtroiske Mrs. Byron var allerede for nogen Tid siden kommen paa den Tanke, at hun maaske ikke vilde opleve sin Søns Hjemkomst. «Hvor mærkværdigt vilde det ikke være», yttrede hun til sin Kammerjomfru, da hun havde hørt om hans lykkelige Ankomst til London, om jeg skulde være død, inden Byron kommer hertil!» I længere Tid havde hun ikke befundet sig vel, og hendes umaadelige Fedme var en ængstelig Omstændighed. Hendes Død skal være foraarsaget ved et af hendes egne Vredesudbrud i Anledning af en Regning fra hendes Tapetserer. Hun døde d. 1. August, og Dagen efter kom hendes Søn til Newstead. Skjøndt hans Smerte gav sig Luft paa en eiendommelig Maade, var den dog større, end man efter hans Forhold til Moderen skulde have ventet. Døden gjorde strax sin forsonende Magt gældende, og Byron indsaa nu, at man i hele Livet dog kun har én Moder.

Om Aftenen efter hans Ankomst hørte Kammerjomfruen, da hun gik forbi Værelset, hvori Liget laa, hvorledes Nogen hulkede derinde. Hun traadte ind og fandt til sin Forbauselse Byron siddende i Mørke ved Siden af Dødsleiet. Hun forestillede ham, at han ikke maatte give saa voldsomt efter for sin Sorg, men han brast i Taarer og sagde: <Ak, jeg havde kun én Veninde i Verden, og hun er død!» Dette var den naturlige Byron; men saasnart han atter traadte ud blandt Menneskene, antog han igjen sin unaturlige Holdning. Han kunde ikke beslutte sig til at ledsage sin Moder til Graven, navnlig af Frygt for, at Folk skulde se ham overvældet af Smerte og finde ham umandig. Han blev staaende i Slotsporten og saa efter Toget, til det var forsvundet. Saa kaldte han paa sin Page, Rushton, lod sig bringe sine Fægtehandsker og begyndte i krampagtig Ophidselse sine sædvanlige Boxeøvelser med ham. Det oversteg dog hans Kræfter; han maatte kaste Handskerne og ile bort til sit Værelse.

Dette var den sørgelige Ende paa Byrons Pilgrimsfart.

V.

London.

1811-1815.

Byron var nu fuldstændig familieles, thi hans Halysøster existerede endnu saa godt som slet ikke for ham;

vi høre ikke, at hun viste den ringeste Deltagelse ved sin Stedmoders Død eller deltog i Broderens Sorg derover. Hun betragtede sig næppe som hørende til Familien Byron, men gik op i sin Moders Familie, som hun havde at takke saavel for sin Opdragelse som for sit Underhold. Desuden giftede hun sig i Aaret 1807 med sin Fætter, den senere Oberst Leigh 1. Først senere traadte hun i et nærmere og søsterligt Forhold til sin Broder. Byron følte sin Forladthed saa meget mere, som han samtidig blev rystet ved sin Ven Matthews' Død, der indtraf Dagen efter hans Moders. Wingfield, en af hans Venner fra Harrow, var, som han hørte kort før sin Ankomst til Newstead, død i Mai Maaned i Coimbra, og den stakkels Eddlestone hensov faa Uger efter af Tæring. Det hørte til Byrons Ulykke, at alle de Personer, som han med sit varme Hjerte søgte at knytte sig til, enten stødte ham tilbage eller bleve revne fra ham ved en tidlig Død. Skjøndt Scrope Davies derfor paa hans Indbydelse kom til Newstead og ydede ham Selskab, tilbragte han dog disse Dage i stor Nedslaaethed. «Vi have intet Nyt at fortælle hinanden», skriver han til Dallas, «og gabe os derfor til en Slags rolig Uro». I et Brev til Hodgson hedder det: «Mine Dage ere uden Glæde, mine Nætter uden Hvile; kun sjelden har jeg Selskab, og naar jeg har, løber jeg min Vei. » Da han i Oktober endnu mistede en anden «dyrebar Person», om hvem ellers Intet er bekjendt, sammenfattede han Smerten over alle disse Tab i Digtet To Thyrsa». . Aller bittrest, ja næsten sindsforvirret

'Hans Moder var en Datter af Admiral Byron.

2 Samme Dag skrev han ogsaa,,Epistle to a Friend" (Oh! Banish care ), P. W. 548, som ender med en kras Selvfordømmelse.

udtaler hans trøstesløse Stemning sig dog i det Testamente, som han nu lod opsætte, da det første ved hans Moders Død blev ubrugbart. Han gjentager her udtrykkelig den Bestemmelse, at «Lord Byrons Legeme1 skal begraves i Hvælvingen i Newsteads Have uden nogen Ceremoni eller Ligtale og uden nogen anden Indskrift end Navn og Datum, samt at hans Hund ikke skal fjernes fra den omtalte Hvælving.» Mod nogle Indvendinger af hans Sagfører Mr. Bolton i Nottingham gjør hạn gældende, at Haven jo fra Abbediets Tid er indviet Jord, hvorved hans Efterladtes Samvittighed vel sagtens vil blive beroliget. Under en saadan Sindsstemning var det igrunden mindre en Adspredelse end en ny Kval for ham, at han i Slutningen af September med Hanson maatte begive sig til sine Kulminer i Lancashire, og han var sikkert glad, da han sidst i Oktober kunde forlade det øde Newstead og tage over Cambridge til London, hvorhen ingen Godsherrepligter, men poetiske Forretninger kaldte ham.

Den Første, som ønskede Byron velkommen, da han landede, var nemlig Dallas, hvem han fra Fregatten havde underrettet om sin Ankomst. I Løbet af Samtalen spurgte Dallas om poetiske Frugter af Reisen, og Byron, hvis Beslutning ikke at lade Mere trykke allerede var henveiret, ja endog slaaet om til det Modsatte, overgav ham << Hints from Horace», en fri Efterligning af Ars poetica, som han betragtede som en Fortsættelse af <English Bards and Scotch Reviewers», og ved hvis Hjælp han haabede at faa sin Berømmelse betydelig

'I et Brev til den omtalte Sagfører taler han endog om sit ,,carcass".

forøget. Efter de tidligere Erfaringer var han nemlig bleven af den Mening, at Satiren var hans Styrke. Ved Gjennemlæsningen følte Dallas sig imidlertid meget skuffet og kunde ikke undlade næste Dag at gjentage sit Spørgsmaal, om det ogsaa var alle hans Muses Frembringelser. Byron svarede, at han leilighedsvis havde skrevet nogle mindre Digte og en stor Mængde Spenserstanzer, som det imidlertid ikke var Umagen værd, at han gav sig af med; han havde allerede vist Nogen dem, 1 som kun fandt grumme Lidt at rose, men derimod grumme Meget at dadle ved dem; dog stod Haandskriftet fuldstændig til hans Tjeneste. Det var de to første Sange af «Childe Harold». Ved at læse dem igjennem blev Dallas atter skuffet, men paa den behageligste Maade, saa at han endnu samme Aften skrev til Byron, at det var den herligste Digtning, han nogensinde havde læst, og vilde han følge hans Raad, saa vilde han høste stor Ere af den. Der gives ganske vist mangfoldige Exempler paa, at ikke blot en Digter selv, men ogsaa hans Samtidige have vurderet hans Poesier falsk; men Tilfældet her med Byron hører dog til de mest paafaldende og i mange Henseender uforklarlige. Byron nærede kun ringe Tiltro til sin Slægtnings Ros og ønskede kun snarest muligt at faa «Hints from Horace » udgivet, ja paa hans gjentagne Opfordringer var der allerede truffen Aftale med Forlæggeren Cawthorn. Dallas opbød imidlertid alle sine Overtalelsesevner for at formaa Byron til idetmindste

at lade Childe Harold udkomme først. Vel

' Hvem det var, er ikke blevet bekjendt. Hobhouse, paa hvem Mistanken selvfølgelig først rettedes, har vist den tilbage. Maaske var det altsaa Marquis Sligo.