Værker, der ere opbevarede gjennem Trykken, hvorimod det vaticanske Capelbibliothek skal eje en Mængde af hans Manuscripter. Anckerts, Ghiselin d' [ogsaa, og vistnok rigtigere, Ghislain Danckerts eller Dankers], nederlandsk Contrapunktist fra 16. Aarh., f. i Tholen i Holland, pavelig Capelsanger omtr. 1550-60. Der er opbevaret af hans Compositioner to Bind 4-6-stemmige Motetter, nogle Motetter i Samlinger, og i Manuscript en Tractat om de antike Klangkjøn.

Annibale, Contrapunktist fra 16. Aarh., f. i Padua [derfor kaldet Patavinus eller Padovano], blev 1552 Organist ved Marcuskirken i Venedig. Af hans Værker haves et Bind med 5-stemmige og et med 6-stem. Motetter [1567], 5-stem. Madrigaler [1583] og 4-stem. Motetter [1592] samt nogle Messer og Madrigaler i Samlinger.

Ansani, Giovanni [ogsaa Anzani], en udmærket og berømt italiensk Tenorist og Componist af smukke Duetter for to Sopraner, for Sopran og Tenor med Basso continuo samt af en stor Opera La vengeance de Minos, som gjorde Lykke i Florents 1791. A. var født i Rom omtr. 1750 og plukkede sine første Laurbær i Kjøbenhavn 1770, hvor han under Sartis Tilsyn var uddannet og skal have faaet 1800 Rigsdaler Courant for sin første Saison, hvorefter han gik til Udlandet og fejrede store og stadige Triumfer. 1815 levede han endnu i Neapel som en højt anset Sanglærer.

Ansats, det franske Embouchure, bruges, naar der tales om Blæseinstrumenter, om den Maade, hvorpaa Læberne og Munden berøre Instrumentet, naar Tonen skal frembringes. Jeg har ingen A. eller embouchure, siger Musikeren, naar han ikke føler sig sikker paa sine Læber. Ved Sang er A. den Maade, hvorpaa en Sætnings første Tone frembringes, den Maade, hvorpaa Tonedannelsen foregaaer. Hvor mange lærde Værker, der end herom ere skrevne, saa mangler der endnu stedse sikkre og almen gyldige Resultater, hvortil man i Praxis kan støtte sig. Den bedste Sanger er ved Exemplet endnu stedse den bedste Lærer. Medens f. Ex. Helmholtz udførlig har forklaret Stemmebaandenes Functioner, Vocalernes Sammensætning af Overtoner osv., saa overser han næsten ganske, at Formen af Ansatsrøret [af det Stemmebaandenes Toner forstærkende hule Rum fra Strubehovedet lige til Læberne] ogsaa kan være meget forskjellig, saa at den samme Vocal, f. Ex. det rene A, derigjennem faar forskjellig Character. Sangeren veed, at han kan synge sit A foran ved Tænderne, men ogsaa helt bagud i Ganen med meget forskjellig Character, men at de bedste Toner ere de, som han føler midt i Munden; at det har sine Vanskeligheder at give et U, et lyst E osv. denne Art af Resonants, og at Tonens Afrunding og Fylde ofte kræver, at der slaaes af paa Vocalens strenge Udtale, saa at U farves lidt af O, E af Ø og I af Y. Dette begriber Sangeren strax, og det er ham meget nyttigere end alle Hypotheser om Stemmebaandenes. Virksomhed.

Anslag bruges om den Maade, hvorpaa den Spillende med Hænder og Fingre behandler Claverets eller Orgelets Tangenter, Harpens eller Guitarens Strenge. Man taler om godt, smukt, elegant, svagt, kraftigt, blødt, haardt, tungt A., hvilke Nuancer dels hidrøre fra den Spillendes Naturel, dels fra hans Uddannelse. Man siger ogsaa, at et Instrument har et tungt eller let A., det vil sige tung eller

let Spillemaade, eftersom det kræver større eller mindre Kraftanvendelse at behandle det. A. er ogsaa en forældet Betegnelse af et særegent Slags Forslag.

Anteludium [lat.], Forspil, det samme som det almindeligere

Præludium.

Anthem, en for England ejendommelig Kunstform, et Slags kirkelige Cantater, der ogsaa har noget tilfælles med Motetten. Ordet afledes af Antihymne eller Antiphona og betegner saaledes oprindelig en Vexelsang. Dog er der i A. selv fra den ældre Tid ikke noget, der svarer til denne Betydning. A. blev 1559 indført som væsentlig Bestanddel af Gudstjenesten og kom ved Purcells og Händels Frembringelser paa dette Omraade til at indtage en vigtig Plads. Man skjelner mellem full anthems, hvori Choret er vigtigst, og verse [Solosats] anthems, hvori Solo, Duet osv. er fremtrædende. Begge Slags fordre Orkestrets Medvirkning. Texterne ere bibelske, Uddrag af Salmerne eller Bibelsprog. I den nyere Tid har man af Brudstykker af Messer og Oratorier af ikke-engelske Componister lavet A., som bekjæmpes af dem, der ville holde den ældre, rene Genre i Ære. Som nyere engelske Componister af A. kunne nævnes S. Wesley, J. Goss og Fr. Ouseley.

Anthiome, Eugène Jean Baptiste, f. 19. Aug. 1836 i Lorient, Elev af Pariser Conservatoriet og siden 1873 Lærer ved dette i Claverspil. Hans Orkesterværker [Sommeil et triomphe de Bacchus, Les bruits de l'Océan osv.], Ouverturer, Trioer, Sonater, Claversager, Sange og tre Operaer have skaffet ham et anset Navn i Frankrig.

Anticipation, Forudtagelse, det modsatte af Forudhold, men forekommer sjeldnere end dette, bruges om den eller de i den flerstemmige Sats paa den slet accentuerede Taktdel optrædende Toner

af den følgende Harmoni, f. Ex.

Derimod er følgende ikke nogen A., men et tredobbelt Forudhold, hvilket nøje maa skjelnes fra hinanden:

Antienne [fransk], Antiphoni, Antiphona, egentlig en Vexelsang mellem to Chor [Halvchor], en af de ældste Bestanddele af den katholske Ritualsang, hvilken ifølge Aurelianus Reomensis [9. Aarh.] den hellige Ambrosius omplantede fra den græske Kirke til Italien. Nu bruges A. kun om et enkelt, først af Præsten, dernæst af Choret sunget Vers af en Salme.

Antiphon, antiphonisk [modklingende], hed hos de gamle Grækere Octavintervallet, det eneste som hos dem anvendtes til Sammenklang.

Antiphona, Antiphoni [see Antienne].

Antiphonar, egentlig Sammenstilling af den katholske Kirkesangs Antiphonier, dernæst i Almindelighed den efter Festtiderne ordnede Samling af kirkelige Sange, baade Antiphonier, Responsorier, Offertorier, Hallelujasange, Hymner osv.

Apell, Joh. David, f. 23. Febr. 1754 og død 1833 i Kassel som Theaterintendant og Medlem af flere udenlandske Academier, en frugtbar Componist af Kirkemusik, Operaer, Cantater og Instrumentalmusik og tillige Forfatter [Digte, Oversættelser og >>Galerie der vorzügl. Tonkünstler in Kassel von Anfang d. 16. Jahrh., 1806]. Aphonie, Tonløshed, Stemmeløshed, maa ikke forvexles med Alalie. der betyder Stumhed.

Apollo hos Grækerne og Romerne Digtekunstens og Musikens Gud, som har Muserne i sit Følge. Til Ære for A. afholdtes i Delphi hvert 4. Aar de pythiske Lege, ved hvilke de musikalske Væddekampe indtoge den første Plads.

Apollolyra, et ejendommeligt Blæseinstrument, nærmest en Udvikling af Weinrich's tidligere Psalmmelodikon. A. hidrører fra Leop. E. Schmidt i Heiligenstadt i Thüringen [1832], det havde 42 Klapper og efterlignede den harmoniske Sammenklang af Violin, Obo, Clarinet, Fagot og Horn.

Apollonikon, et Slags Kjæmpeorgel med fem Claviaturer, ikke ovenover, men ved siden af hinanden, og tyve Registre, som af Flight & Robson byggedes i London 1819. Det havde megen Lighed med Gurck's Panharmonicon, og kunde spilles baade ved Maskineri og af fem Personer paa én Gang. Da Nyhedens Interesse havde tabt sig, blev Instrumentet taget fra hinanden 1840, og dets enkelte Dele anvendte paa anden Maade.

Appassionato [ital.], lidenskabelig, med lidenskabeligt Udtryk. Applicatur [ny Latin istdf. applicatio, Anvendelse] betyder den hensigtsvarende Anvendelse af Fingrene ved at spille paa Instrumenter, Fingersætning. Naar Talen er om Strygeinstrumenter eller andre med Gribebrædt forsynede Instrumenter, forstaaes ogsaa ved A. enhver ny Hovedstilling for den venstre Haand, enhver Beliggenhed [Position], der indtræder, naar den første, den oprindelige Stilling, Beliggenhed, Position forlades.

Appoggiatura er i Almindelighed det samme som Forslag, men bruges undertiden i samme Betydning som Portamento.

Aprile, Giuseppe, f. 29. Oct. 1738. død 1814 i Martina, berømt Castratsanger [Contraalt], var i mange Aar [fra 1763] en Prydelse for Operascenerne i Stuttgart, Mailand, Florents, Neapel osv. Cimarosa og Manuel Garcia [den yngre] vare hans Elever i Neapel, hvor han senere levede som Sanglærer. Undertiden nævnes en anden A., der brillerede som Tenorist 1809 i Pergola i Florents. Men det er hidtil meget usandsynligt, at det er to forskjellige. A.'s bekjendte Sangskole med Solfeggier udkom først i London under Titlen The Italian method of singing, with 36 Solfegges.

A punto [ital], punktlig, nøjagtig. A punto d'arco, med Spidsen af Buen, en Buestrøgsbetegnelse i Musik for Strygeinstru

menter.

Arcadelt, Jakob [ogsaa Jachet Arkadelt, Archadet, Harcadelt, Arcadet], betydelig nederlandsk Componist i det 16. Aarh., begav sig 1536 til Rom, hvor han beklædte forskjellige musikalske Stillinger i Vaticanet. 1555 fulgte han Hertugen af Guise til Paris, hvor han blev Regius musicus. Et betydeligt Antal Compositioner [5 Bøger 5-stemmige Madrigaler, et Bind tre- til syvstem. Messer,

Motetter osv.], udkomne hos Tidens første Forlæggere [i Venedig og Paris], ere opbevarede.

Arco [ital., paa Fransk archet], Buen, coll' arco eller forkortet arco, med Buen, sættes efter en forudgaaet Anvendelse af pizzicato, for at vise den Spillende, at han atter skal bruge Buen og ikke Fingrene.

Arditi, Luigi, f. 22. Juli 1822 i Crescentino i Piemont, Elev af Conservatoriet i Mailand, optraadte 1839 som Violinvirtuos, var Capelmester i Vercelli, Mailand og Turin, Havana, New-York, Constantinopel og 1857 i London, hvor han senere har levet som Lærer, Dirigent og Componist. A. er især bleven bekjendt ved sine Valsarier, hvoraf navnlig Il bacio [Kysset] er gaaet Verden rundt. Ogsaa har han gjort sig bemærket ved en Opera »Spionen«, nogle Instrumentalcompositioner, Claverstykker osv.

Arditi, Michele, Marchese, f. 29. Sept. 1745 i Presicca [Neapel], død 23. April 1838, lærd Archæolog, Componist [en Opera Olympias efter Metastasio, Cantater, Arier, Instrumentalsager] og 1817 Overinspecteur for Udgravningerne i Neapel.

Aretinske Stavelser, Solmisationsstavelserne ut, re, mi. fa, sol, la, som Guido fra Arezzo først anvendte som Navne paa sin Hexachords Toner.

Arie kaldes i vor Tid de mere udarbejdede Solosangstykker med Orchesterledsagelse, enten det er Stykker af en Opera, en Cantate, et Oratorium, eller det er selvstændige til Concertforedrag bestemte Arbejder [Concertarier]. Fra Balladen, der ligeledes forekommer med Orchesterledsagelse, adskiller Arien sig derved, at den er lyrisk, at den i første Person skildrer Stemninger og Følelser, medens Balladen er fortællende [episk-lyrisk]. A. kan antage en højdramatisk Form, naar den fra Skildring og Reflexion gaaer over til, antager Form af Tiltale. Der er saaledes Arier, som ere Monologer, satte i Musik, medens andre fremtræde som Dele af store Ensemblescener. En særegen Art er den religiøse Arie [Kirkearien, Aria da chiesa], der enten kan være en Bøn eller en andægtig Betragtning og saaledes blive Udtryk for de mest forskjellige Stemninger [Sønderknuselse, Angst, Tak, Glæde, Klage osv.]. Fra Visen, Sangen, Romancen adskiller A. sig ved Totalanlægets større Bredde, men især ved den ydre Omstændighed, at de førstnævnte kun ledsages af et enkelt eller faa Instrumenter [Sang med Claver, Sang med Violin eller Violoncel og Claver osv.]. A. af mindre Omfang, som staaer Romancen, Sangen meget nær, hvor Orchester tidt erstattes med Claver [som det plejer at ske i almindelige Localer], og som savner den principielle Forskjel, kaldes Cavatine, Ariette eller ligefrem Sang, Romance. Det franske Ord Air har endnu en meget mere omfattende Betydning og svarer snarere til det, man kalder Melodi, da det baade bruges om Vocalstykker af forskjellig Art og om Instrumentalstykker, naar disses Hovedindhold kun er en smuk Melodi. Samme Betydning havde tidligere [17. og 18. Aarh.] ogsaa A. hos os, og man talte derfor ligesaa vel om at spille en A., som om at synge en Arie. Allerede i det 17. Aarh. og endnu mod Enden af det 18. blomstrede den saakaldte store A. eller Da capo-Arien. Den bestod af to Hoveddele, den første mere beregnet paa Virtuositeten, den sidste paa den ro lige, af harmoniske og contrapunktiske Midler understøttede Sang,

hvorefter nøjagtig gjentoges første Del, kun endnu rigere udsmykket med Forsiringer. Til den store A. hørte det forudgaaende, Hovedmelodien indeholdende Instrumental-Ritornel. Eftersom Fordringerne til Sangernes Virtuospræstationer i den italienske Opera bleve større og større, saa at Componisten fremfor Alt maatte lægge Vind paa at skrive Numre, der vare taknemlige for de Syngende, opstod af den store A. Coloraturarien eller Bravourarien. Den æsthetiske Betydning af A. i Operaen eller det musikalske Drama er en Standsning af Handlingen til Gunst for den bredere Udfoldelse af et lyrisk Moment. Wagner og hans Tilhængere finde dette forkasteligt, medens et andet stort Parti netop anseer A. for den skjønneste Blomst af den dramatiske Musik. Lige over for disse Principspørgsmaal kan ingen Forstaaelse gjøres gjældende, der kan kun tages Parti. Om ogsaa den for Virtuositetens Skyld tilblevne Bravourarie er æsthetisk forkastelig, saa er der dog mellem den og f. Ex. den store A. i Beethovens Fidelio tilstrækkelig Forskjel til, at man paa én Gang kan forkaste den første og holde paa den sidste. Arienzo, Nicola d', f. 24. Dec. 1842 i Neapel, Elev bl. A. af Mercadante, fik allerede 19 Aar gl. sin første Opera opført. 1864 fulgte i Mailand I due mariti, 1875 1 viaggi, 1879 i Neapel La figlia del diavolo, som Kritiken fandt for realistisk og forceret original. Endnu fulgte Il cuoco, La rose og Il cacciatore delle Alpi. 1879 udgav A. et theoretisk Værk om Indførelsen af Tetrachordsystemet

i den moderne Musik.

Ariette, Formindskelsesform af Arie, en lille Arie.

Arion, en ifølge græske Sagn berømt Citherspiller, Sanger og Digter fra Lesbos, hvis Levetid sættes over 600 Aar for Christus.

Arioso [ital.], et kortere melodisk Stykke i Midten eller mod Slutningen af et Recitativ. A. skiller sig fra Arien derved, at den ikke har nogen thematisk Inddeling, at den er et Tilløb til en Arie, et lyrisk Moment af kortere Varighed.

Aristoxenos fra Tarent, Elev af Aristoteles, den ældste og vigtigste af de græske Musikforfattere [bortseet fra enkelte Afhandlinger hos Platon og Aristoteles] f. omtr. 350 før Chr. Ar naus mange Skrifter ere kun opbevarede » Harmoniske Elementer<< og et Brudstykke af hans Rhytmiske Elementer. Begge haves i en af P. Marquard commenteret Udgave baade paa Græsk og paa Tysk [1868].

Arkadier [Det arkadiske Selskab, Accademia degli arcadi], et 1690 opstaaet Kunstnerselskab i Rom af Digtere og Musikere. Medlemmerne føre gamle græske Hyrdenavne.

Arlberg, Georg Efraim Fritz, en af Sveriges mest fremragende sceniske Kunstnere baade som Sanger og Skuespiller, er f. 21. Marts 1830 i Leksand i Dalarne, hvor Faderen var Præst. Et afgjort musikalsk Talent, en sjelden Hukommelse og en smuk Stemme gav sig tidligt tilkjende, og Stedets Organist gav ham nogen Undervisning. 1848 blev A. Student i Upsala, og 1852 tog han Kameralexamen, hvorefter han betraadte Embedsbanen. Men to Aar senere gav han efter for sin længe nærede Tilbøjelighed og debuterede paa Mindre teatern som Farinelli. Fire Aar efter [1858] debuterede han som Figaro i Mozarts Opera paa det kgl. Theater, og de 16 Aar A. var knyttet til denne Scene, ere Glanspunktet i hans rige Kunstnerliv.